En vigtig og meget givende dimension af det at være i et nationalt og globalt netværk er at komme ud og møde JCI’ere fra andre byer og andre lande. Dette er der mulighed for på de årlige kongresser i ind- og udland.

På nationalt plan afholdes to kongresser – en forårskongres og en nationalkongres i hhv. marts og oktober. Her er der mulighed for at mødes med JCI-medlemmer fra hele landet og deltage i workshops, foredrag og fester. En national kongres varer fra fredag til søndag, og er en rigtig god måde at få et JCI netværk også udenfor sin egen lokalafdeling.

Der afholdes også kongresser på internationalt plan, nemlig en årlig verdenskongres og en europakonference. Her er der typisk 2000-4000 deltagende JCI’ere fra hele verden. De internationale kongresser strækker sig fra onsdag til søndag, og derudover er det muligt at deltage på ekstra JCI-kurser i dagene op til kongressen. De internationale kongresser består af foredrag, workshops, virksomhedsbesøg og fester – det hele er bare endnu større skala end de nationale kongresser!

Det er rigtig sjovt og lærerigt at deltage i en kongres – dels kan man høre spændende foredrag og udvikle sig gennem kurser og workshops, og dels er det en fantastisk måde at udvide sit JCI-netværk.